Hel – Herskerinde af dødsriget

Hel er en af de mest gådefulde og fascinerende skikkelser i nordisk mytologi. Som datter af Loke og jættekvinden Angerboda er hun søster til Fenrisulven og Midgårdsormen. Hun er hersker over dødsriget, Helheim, hvor de, der ikke dør i kamp, ender efter døden. Hel er ikke en ond figur, men en neutral og uundgåelig del af livets cyklus, som vogter de dødes sjæle og opretholder orden i sit rige.

Hels oprindelse og rolle i nordisk mytologi

Hel nævnes i flere af de primære nordiske kilder, herunder Gylfaginning i Den Yngre Edda, hvor Odin sender hende til Niflheim og giver hende magt over de afdøde, der ikke falder i kamp. Hendes navn, Hel, betyder både "dødsriget" og "den, der skjuler", hvilket afspejler hendes funktion som både en guddommelig skikkelse og et sted.

Hun beskrives som værende halv sortblå som et forrådnet lig og halv lys og hudfarvet, som en levende, hvilket kan symbolisere hendes forbindelse mellem liv og død, det jordiske og det hinsides. Denne todelte fremtoning gør hende til en af de mest visuelt karakteristiske guddomme i mytologien.

Helheim – Riget af de afdøde

Hel regerer over Helheim, et koldt og dystert rige i Niflheim. Det er ikke et sted for tortur, men snarere et hvilested for dem, der ikke døde i kamp. Her samles dem, der døde af alderdom, sygdom eller ulykker. Modsat de heroiske krigere i Valhal og Folkvang, er de døde i Helheim ikke en del af den glorificerede krigertradition, men de glemmes heller ikke.

Helheim er omgivet af høje mure og en port ved navn Gnipagjæl, bevogtet af hunden Garm. Ifølge Balder’s Død i Gylfaginning bor Hel i en stor hal kaldet Eljudnir, hvis navn kan oversættes til "den regnvåde bolig". Hendes bord hedder Hunger, hendes kniv Sult, og hendes seng Kør, som betyder sygeleje, og om Kør hænger hænger klædet Broget Ulykke, hvilket understreger det dystre og utilnærmelige ved hendes domæne. Før troen på Valhal, kom alle døde formentlig til Hel, som den naturlige og uundgåelige del af den menneskelige rejse.

Balder i Helheim – En af de mest skæbnesvangre myter

Den mest kendte fortælling om Hel er hendes rolle i myten om Balder. Da Balder, Odins og Friggs søn, dræbes af sin blinde bror Høder, sendes han til Helheim. Hermod, Balders bror, Odins søn, rider til Hel for at bede om Balders frigivelse. Hel går med til at lade Balder vende tilbage til Asgård, men kun hvis alt i verden græder for ham. Alle væsener græder – undtagen jættekvinden Thökk, som menes at være Loke i forklædning. På grund af dette forbliver Balder i Helheim, hvilket er med til at lede op til Ragnarok.

Hels rolle i Ragnarok

Ifølge Völuspá vil Hel spille en indirekte, men betydelig rolle i Ragnarok. De døde fra Helheim vil rejse sig og kæmpe mod guderne, anført af hendes far, Loke. I nogle tolkninger betyder dette, at Hel ikke blot er en passiv hersker, men også en aktør i den skæbnesvangre kamp, hvor verdens gamle orden bryder sammen.

Hel i litterære kilder og historiske fortolkninger

Hel nævnes primært i Den Yngre Edda, men referencer til hende findes også i Den Ældre Edda og visse sagaer. I Gesta Danorum af Saxo Grammaticus ses en mulig parallel til Hel i skikkelsen af underverdenens herskere.

Nogle forskere mener, at forestillingen om Hel kan være påvirket af kristne ideer om dødsriget, men det er også muligt, at hun repræsenterer en ældre nordisk forestilling om død og efterliv, der adskiller sig fra de senere kristne beskrivelser af Helvede.

Hel i moderne tid

I moderne populærkultur er Hel ofte portrætteret som en dyster, men fascinerende figur. I Marvel universet fremstilles hun som Hela, en skurkagtig skikkelse, der hersker over dødsriget, selvom denne version adskiller sig væsentligt fra de nordiske myter.

Inden for neopaganisme og moderne nordisk rekonstruktionisme ses Hel som en nødvendig del af livets cyklus – ikke ond, men en balanceret figur, der repræsenterer både afslutning og hvile.

Afslutning

Hel er en af de mest mystiske og misforståede skikkelser i nordisk mytologi. Hun repræsenterer dødens nødvendighed og den uundgåelige skæbne, der venter alle mennesker. Hun er hverken ond eller god, men en skikkelse, der sikrer balancen mellem liv og død. Hendes rige er ikke et sted for straf, men en naturlig del af den kosmiske orden, hvor de døde finder hvile. Hendes rolle i myten om Balders død og hendes indirekte deltagelse i Ragnarok viser, at hun er en afgørende del af mytologiens dramatiske fortælling.